Musikkens Afkroge – kom med på en rundtur i musikkens kringelkroge!

Musikkens Afkroge er et livemusik-format, som blander koncert med talks, og går i dybden med nichegenrer og formidler viden og kunst på højt niveau. Det er skræddersyet til det nysgerrige publikum.

Techno, Techno, Techno!
Mandag 25-02-19 kl. 19  på Viften, Rødovre
Tirsdag 26-02-19 kl. 19 på Tapperiet, Køge
Onsdag 27-02-19 kl. 19 på Gimle, Roskilde

Martin Schacke/ Formidler Bjarke Due Gunslev (Strøm)
Første arrangement er en legende gennemgang af den elektroniske musik med udgangspunkt i dansk technos rivende udvikling. Live vil I opleve Danmarks nok bedste technochild Martin Schacke. 
Danmark har i de seneste år oplevet en technorenæssance af en anden verden. Arrangørgrupper som Fast Forward og Et Andet Sted har med DIY-ånd og fokus på community formået at skabe en base for en ny generation af danske techno-DJs og producere. Og den hurtige og hårdtslående klubmusik har fået opmærksom på den internationale scene. En af hovedpersonerne i denne nye bølge af DJs er Martin Schacke, som til dagens arrangement i samtale med Strøm kommunikationschef vil fortælle om den københavnske technoscene. Undervejs vil han også spille udpluk fra sine egne udgivelser.
Martin Schacke er en pioner på Københavns industrial og noise scene, og står bag det prominente underground label Moral Defeat. I den seneste tid har Schackes arbejde som techno DJ og producer taget ham ud til anerkendte klubber i hele verden såsom berlinske Berghain og hans udgivelser er allerede blevet moderne klassikere. Hans udgivelser er - som hans DJ sets -adrætte, støjende, tranceagtige og uregerlig.
Bjarke Due Gunslev er kommunikationschef for Strøm, som gennem festival, koncerter og raves arbejder med at udbrede den elektroniske musik. Han har tidligere arbejdet som kulturjournalist, og har skrevet for blandt andre Berlingske og Dagbladet Information og har lavet lavet radio for Radio24Syv og DR.                                                         
FB:
https://www.facebook.com/mschacke                                           
SC:
https://soundcloud.com/schacke          

Eksperimenterende moderne jazz!
Tirsdag 09-04-19 kl. 19 på Tapperiet, Køge
Ons. 10-04-19 kl. 19 på Gimle, Roskilde
Tors. 11-04-19 kl. 19 på Viften Rødovre

Køs feat. Lotte Anker /Formidler Naya Buric (P8)
Andet arrangement fokuserer på formidling af den moderne jazz med afsæt i radiovært og jazzaficionado Naya Burics kæmpe viden flankeret af live musik med nogle af Danmarks bedste eksperimenterende unge jazzmusikere manifesteret i trioen Køs feat. Lotte Anker. Køs er et eksperimenterede impro-jazzband. Nogle gange lyder det som et pophit – andre gange som ambient elektronisk musik – eller en dyne af 40 saxofoner. Gruppen som har spillet sammen siden 2014, kendes fra vidt forskellige bands såsom; Cactus, Josiah Konder, Slår Skår og Franske Piger. I KØS blandes deres baggrunde fra fri improvisation, jazz og hiphop med inspirationer fra klassisk musik, ambient musik og støj. Det er et univers med langstrakte udviklinger, smukke melodier, repetitive rytmiske strukturer, brede klangflader og store dynamiske udsving. Lotte Anker står som den væsentligste kvindelige repræsentant for avantgardejazzen i Danmark. Hun er en anerkendt, frittænkende både saxofonist, improvisator og komponist på den internationale avantgarde-scene i Europa, USA, Japan og Vietnam. Hun er kendt som tidligere co-leder af Copenhagen Art Ensemble og har senest bl.a. turneret med den nordiske supergruppe Fire! Orchestra og sit eget What River Ensemble.
Lyt her:
http://bandkoes.bandcamp.com/album/k-s                                                                                        

Nye rødder i Folk!
Mandag 29-04-19 kl. 19 på Viften Rødovre
Tirsdag 30-04-19 kl. 19 på Tapperiet, Køge
Torsdag 02-05-19 kl. 19 på Gimle, Roskilde 

Vesselil
Tredje arrangement kredser om den populære ny-folk, der både formår at begejstre unge som gamle, og som oplever en kæmpe opblomstring i Danmark anført af festivaler som Fanø Free Folk og Tønder Festival levendegjort ved strygertrioen Vesselil.
Den unge strygertrio Vesselil sætter et unikt præg på den nordiske folkemusiktradition. De har gravet i mulden af den nordiske sangskat, ført den til nutiden og flettet den sammen med egne kompositioner og improvisatoriske elementer.
Vesselil er allerede blevet positivt modtaget for deres livekoncerter: ”Den unge, danske strygertrio, Vesselil, leverede nogle imponerende arrangementer af sange fra den nordiske folkevisetradition lørdag aften i Viseteltet på MoFP 2018”. – Rootszone 2018.
Vesslili består af Elisabeth Dichmann - violin, sang, Clara Tesch - violin, bratsch, sang og
Maja Aarøe Freese - femstrenget cello, sang og de vil sammen fortælle om deres forhold til folkemusikken og dens ophav.
Se mere:
https://www.facebook.com/vesselil/

Billetter:
50 kr + gebyr i forsalg / 80 kr i døren – køb på de respektive spillesteders hjemmesider.
Alle acts og talkholdere er kurateret af genreorganisationerne JazzDanmark, Tempi og Strøm, som garanterer musik af høj kvalitet.
Musikkens Afkroge er den anden rundtur rundt i afkrogene af musikken, sidste år så det sådan ud: 
https://youtu.be/qDKqlUBBohw
Musikkens Afkroge præsenteres i et samarbejde mellem Musikmetropolen, JazzDanmark, TEMPI, Strøm og spillestederne Gimle, Viften og Tapperiet.

Tags:

Katharina Raagaard december 6, 2018 12:54 pm
175 deltagere, 6 konkrete ideer og 5 anbefalinger Musik uden noder sætter dybe spor