Soren Emil og Alexander Woods går videre til POPKORN NORDICs semifinale

I fredags fandt 2. indledende runde i POPKORN NORDIC sted på spillestedet Gimle. Fem danske bands på tværs af genre, fra melodisk metalcore til dansk folkelig pop, dystede om to semifinalepladser til april på Kulturværftet i Helsingør. På selve aftenen kunne publikum stemme på deres favorit, og sammen med den stærke jury faldt valget på de to herrer Soren Emil og Alexander Woods og deres bands.

POPKORN NORDIC 2019 - INDLEDENDE RUNDE PÅ GIMLE

De nye – Soren Emil (RnB)
Det kom i den grad bag på Soren Emil, da det kun er lidt over 1 måned siden, at han fik samlet bandet.  Op til koncerten havde de nået at øve 5 gange sammen, og det var nok til at få Soren Emil og hans band videre til næste runde.  ”Der var en altoverskyggende musikalitet fra alle på scenen. Der var virkelig gode instrumentalister, sangere. Der var en dejlig økonomisk indsats med sine virkemidler. Man kunne snakke om less is more. Og en rigtig rigtig god crowd control.” fortalte Kristoffer Rom i juryens argumentation for at vælge Soren Emil.

De garvede – Alexander Woods (Soul Pop)
I modsætning til Soren Emil, er Alexander Woods og hans band garvede drenge. Til spørgsmålet om hvorfor, de har meldt sig til konkurrencen er svaret også ”Mest på grund af de goder, der følger med det her coaching og at der kommer de her branchefolk. Kristoffer Rom f.eks., han har rimelig meget fingeren på pulsen. Så det synes jeg faktisk var rigtig rigtig cool, at man ligesom på den måde kunne få ørelyd hos dem.” Alexander Wood og hans band spillede sig da også til mere ørelyd hos juryen. ”De lavede et rigtig godt show, der var velspillende, der var interessant og der er ikke andet at sige, end at vi glæder os til at se dem igen.” fortalte Ihan Haydar i juryens argumentation.

Nye muligheder til vækstlaget
POPKORN NORDIC er ikke kun en musikkonkurrence. Det er også et taltentudviklingsforløb. Derfor modtager alle semifinalister en times coaching med en musikbranchecoach og vinderen får et skræddersyet coachingforløb* med en professionel musikbrancherepræsentant, et lønnet festivalgig på Helsingør Festivalen og Helsingborg Festivalen (SE), samt tilbudt supportjob på Kulturværftet og The Tivoli (SE). Tilsvarende bliver samtlige tilmeldte artister og bands inviteret til seminardag med muligheden for at møde og speeddate den professionelle musikbranche.

Om semifinalisterne:
Soren Emil - RnB
Soren Emil er sangskriver, sanger og multiinstrumentalist. Musikken er engelsksproget, poppet RnB, som opstår gennem en blanding af organisk instrumentering og moderne produktioner. Lyden er præget af elguitar, elbas og groovy trommer.

Alexander Woods - Soul Pop
Med en konstant kørende plade-spiller i baggrunden, er Alexander Woods resultatet af mange års søgen. En søgen efter et ægte udtryk igennem melodi og lyrik. Forestil dig at Tom Misch og Paolo Nutini var brødre, og at en tredje yngre bror i mange år havde kigget dem over skulderen og nu giver lyd fra sig. Med excentriske guitar-melodier, og simple, hoftevridende rytmer leverer Woods ærlige historier om kærlighed som modstykke til vores selv-polerede, digitale tider.

*Coachingforløbet er udviklet i samarbejde med Bandakademiet – Danmarks førende talent-udviklingsplatform - som blandt andet er samarbejdspartner på Karrierekanonen.

Foto og film: Nicolai Westh

Tags:

Katharina Raagaard marts 18, 2019 12:55 pm
Aureola og WIDE går videre til POPKORN NORDICs semifinale Sparkhouse og Provinsprojektet går videre til semifinalen