God politisk dialog om kulturaftalerne

På Kulturmødet 2017 var kulturaftalernes værdi, funktion og rolle til debat. Kulturmetropolens politiske formand var vært for debatten, der bragte gode erfaringer, netværk og dialog med sig hjem.

Kulturmødet Mors blev i år afholdt den24.-26. august, og Kulturmetropolen sendte både det politiske formandskab og sekretariatet af sted. Dette år var Kulturmetropolen arrangør af en af de mange debatter, der som vanligt afholdes på mødet hvor kulturen er i fokus. Debattens panel bestod af politiske repræsentanter for kulturaftalerne i Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sønderjylland-Schleswig, Fyn, Midt- og Vestsjælland og Kulturmetropolen.

Udgangspunkt for debatten var at synliggøre det store arbejde der bliver gjort i landets kulturaftaler og den betydning, det har for borgerne. Kulturmetropolen og de øvrige deltagende kulturaftaler debatterede på baggrund af dette, kulturaftalernes særlige værdier, funktioner og potentialer samt hvilke udfordringer der findes i arbejdet med det nuværende format. Debatten er særlig aktuel, da Kulturministeren i maj 2017 meddelte, at hun har i sinde at gentænke kulturaftaleformatet med henblik på at indfase en ny model i 2019. Målet med debatten er derfor også at gøre kulturministeren opmærksom på det gode arbejde, der bliver gjort samt at komme med konkrete anbefalinger til et eventuelt nyt kulturaftaleformat.

Kulturmetropolens politiske formand og formand for Kultur- og fritidsudvalget i Ishøj, Sengül Deniz, deltog for første gang på Kulturmødet Mors, hvor hun repræsenterede Kulturmetropolen i debatpanelet.  Kulturmødet var for Sengül både en positiv oplevelse, som hun fandt berigende for hendes eget arbejde med kultur,  og også et godt redskab til at skabe et større netværk med andre aktører indenfor kulturlivet.

”Kulturmødet var bestemt en positiv overraskelse. Jeg mener, at det var stort at vi fik arrangeret debatten om kulturaftalerne. Og jeg synes det er flot, at vi tog initiativ til at stå frem og pointerede vigtigheden af kulturaftalernes arbejde. Det var spændende at høre hvordan de andre kulturaftaler arbejder, og samtidig var det rart at mødes og opdage, at vi ikke er alene i at værdsætte kulturaftalerne og deres virke. Rundt omkring på hele kulturmødet var det fascinerende at se hvor meget kultur, der kan udvikle sig og det blev klart, at det kun er fantasien der sætter grænser. Man kunne virkelig se på de mange udstillinger, at kultur har en stor betydning for mange menneskers hverdag. Jeg tænker, at det kunne være gavnligt for hele kultur- og fritidsudvalget at tage med til Kulturmødet næste år. Inspiration kan man aldrig få nok af. Det er kun berigende.” – Sengül Deniz, politisk formand Kulturmetropolen.

Katrine Skov, politisk kulturudvalgsformand i Gladsaxe kommune og politisk næstformand i Kulturmetropolen, deltog som tilskuer til debatten om kulturaftalerne.

”Det var spændende at høre om de forskellige kulturaftaler - og det var også interessant at møde andre kulturpolitikere fra andre kommuner. Jeg er blevet endnu mere klar over, hvor vigtigt det er at prioritere kulturtilbud til alle i vores kommune. For mig er prioritering af kultur blandt andet det at støtte alle de foreninger vi har, som giver gode og meningsfulde tilbud til kommunens borgere. Det er også vigtigt, at kommunen står for forskellige tilbud for eksempel til de unge, og her spiller vores kulturaftale en vigtig rolle. Det er vigtigt at blande sig i debatten - og at være med der, hvor det sker. Vi skal være med til at fastholde fokus på kultur.” – Katrine Skov, politisk næstformand Kulturmetropolen.

I Kulturmetropolen fortsætter vi arbejdet, og samarbejder i øjeblikket med de øvrige kulturaftaler om en række anbefalinger for kulturaftaleformatet til kulturministeren.

Tags:

Emilie Junget oktober 31, 2017 10:24 am
Unge fortolker Michael Strunge Evaluering af DOX:ON:TOUR