Projekt under Kulturmetropolens ungeindsats tildeles 100.000 kr af Nordea-fonden

Tre unge fra nonprofit-forlaget Ordskælv kortlægger over 100 unges psykogeografiske landskaber. Med en billedkunstnerisk metode tegner de unge psykogeografiske kort, udtrykker sig kreativt og kritisk, og inviterer lokalpolitikere og ledere af kulturinstitutioner med til debat.

af Thore Davis, Carolina Delfs og Mia Burrett

ordskælv
Psykogeografisk kort over Vanløse med Damhussøen og krydset Peter Bangs vej/Ålekistevej/Grøndals Parkvej af Agnes, Vanløse, 16 år:“Dødningehovedet i venstre side! Det er et vejkryds med fem veje, hvor der var en pige, der blev kørt ned engang. Det er bare sådan et sted, hvor jeg, da jeg var lille, fik at vide, ”ah-ah-ah” – ”træk din cykel, når du skal over dér!”. Det er bare stedet for højresvingsulykker. Det er bare et farligt sted.”

Psykogeografi er en kunstnerisk metode-værktøjskasse med legesyge, opfindsomme strategier til at udforske det lokale med, som initiativtagerne Carolina Delfs, Mia Burrett og Thore Davies fra non-profit forlaget Ordskælv bruger til at kortlægge, hvordan lokale omgivelser har indflydelse på unges psyke. De udtryksfulde og letaflæselige kort skal give næring til vigtige samtaler om lokalsamfund mellem unge og beslutningstagere ved en række debatarrangementer, hvor unge og lokale beslutningstagere skal debattere kortene.

De psykogeografiske kort bliver produceret ved en omrejsende workshop på lokale kulturinstitutioner. Her tegner de unge deres kort over lokalområdet, interviewes om kortenes udformning, og de historier, de her fortæller skal gøre beslutningstagere i kommunen klogere. Hvilke institutioner vælger unge at tegne med på deres kort? Hvilke områder opleves dragende, tæt på, langt væk? Hvilke vækker afsky og utryghed? Det er dét undersøgelsen drejer sig om: Psykogeografiske fikspunkter - og øge bevidsthed om de unges omgivelser. Vil de unge imidlertid markere kulturinstitutionerne på deres kort? Og tør kulturinstitutionerne høre hvorfor og hvorfor ikke? Kortene og deres fortællinger samles og udgives i en bog, der udkommer fra forlaget

Ordskælv i 2021

Ungdommens Psykogeografiske Landskaber er skrevet ind i den regionale kulturaftale “Kulturmetropolen”, som er en aftale mellem ni kommuner og kulturministeren, og har senest modtaget en donation fra Nordea-fonden på 100.000 kr. Ungdommens Psykogeografiske Landskaber kortlægger omkring 120 unges oplevelser af deres lokalområder. De foreløbigt syv kommuner, der indgår i projektet, er Albertslund, Ishøj, Rødovre, Herlev, Furesø, Fredensborg og Helsingør. I hver kommune afholdes workshops i lokale kulturhuse, der indgår som samarbejdspartnere i projektet.

Citater

“Det store spørgsmål er, hvordan de her psykogeografiske kort så vil se ud - hvad kommer med? - hvad kommer ikke med? Vil kulturinstitutioner være på kortet? Hvad vil der blive sagt om dem? Det er jo sådan set modigt af kulturinstitutionerne, at stille op til et projekt som vores. “ (Thore Davies, initiativtager til projektet, Forlaget Ordskælv)

“Store dele af befolkningen har ikke forudsætninger for at deltage i offentligheden - kreativt eller mere konventionelt, og her ligger en stor opgave for os. Sammen med kulturinstitutionerne kan vi bidrage med faciliteter og evner, der kan hjælpe mange flere unge til at udtrykke sig kreativt og kritisk.” (Mia Burrett, initiativtager til projektet, Forlaget Ordskælv)

Om initiativtagerne

Bag initiativet Ungdommens Psykogeografiske Landskaber er Mia Burrett, Carolina Delfs og Thore Davies - tre unge kulturentrepenører, der kender hinanden, fra da de var frivillige i Unges Laboratorier for Kunst (ULK), hvor de arbejdede for at ’forstyrre’ Statens Museum for Kunst og gøre museet mere inklusivt og demokratisk ved at gennemføre aktivistiske formidlingsaktiviteter der. I 2018 var de til Ungekulturens Topmøde på Ragnarock – Museet for pop, rock og ungdomskultur i Roskilde, og der udviklede de idéen til dette projekt, som de håber kan bidrage til at kulturinstitutionerne og politikerne i kommunerne vil få bedre greb om unges opfattelse af verden, og vil klæde dem på til at arbejde mere med unge i fremtiden.

#endelafkulturmetropolen
#kulturmetropolen
@kulturmetropolen
@ordskaelv

Kontoret for Psykogeografi Kontaktperson: Thore Davies
Ordskælv - www.ordskaelv.org Mail: ekg@ordskaelv.org
Flæsketorvet 68, 1711 København V Tlf.
28 90 07 16

Tags:

Rose-Line Mulbj... maj 18, 2020 12:04 pm
Kulturmetropolens indsatser samles til ét brand